|
Og hun levede lykkeligt til sine dages ende...
Resten af min behandlingsperiode var ikke specielt behagelig at skulle gå igennem. Den var fuld af træthed, sygdom og en stærk tro på at jeg skulle overleve det her.
Jeg har besluttet ikke at beskrive perioden da det ville være som at opleve det hele èn gang til, og det vil simpelthen blive for smertefuldt.
De fleste af de patienter der overlever kræft i længst tid, er dem der forholder sig til sygdommen, og reagerer på den med tiltag der kan forhindre den i at udvikle sig eller opstå igen. Og så er der dem der simpelthen fortrænger at de har kræft.
Jeg har valgt en løsning der ligger midt i mellem, jeg vil gerne fortælle andre om mine oplevelser, for dermed at støtte og trøste andre i samme situation, men samtidig vil jeg gerne glemme de værste episoder i min behandling, for at skåne mig selv.
Da min krop heldigvis er ved at glemme min behandlings-periode, giver jeg dermed også min forstand lov til at glemme de værste stunder.
Jeg vil gerne slå fast at alle har deres egen version af forløbet, det kan opleves som værende forfærdeligt eller overkommeligt, det er op til den enkeltes personlighed og kræftsygdom.
Jeg har lært en masse ting om mig selv. Jeg har foreksempel fået nye prioriteter, som mine børn, min mand, venner og familie. Jeg fandt ud af at kærligheden til jorden og dem omkring mig er alt afgørende, og jeg nyder samværet og oplevelserne meget mere end i mit ”tidligere” liv.
Jeg har også erkendt at kræften altid vil ligge i min bevidsthed, og frygten vil dukke op, hver gang jeg mærker at noget ikke fungerer korrekt i min krop.
Jeg har besluttet mig for at se den i øjnene og tage den med lidt humor, som min psykolog fortalte var der en dame der reagerede på den ved at sige ”nå, der er du igen”, med et lille smil på læben. Se det er en sød form for humor, der gør situationen lidt lysere og en smule lettere at håndtere.
Frygten vil være stærkest lige efter kræften, men den er så småt begyndt at falde lidt i baggrunden, og dukker nu kun op en gang imellem. Jeg havde en tro på at den nok ville forsvinde helt, men for nylig erfarede jeg at mennesker 15 år efter kræften, stadigvæk havde den. Så nok svinder den ind, men den vil altid være i baghovedet. Dette kan dog både være et plus og et minus, for man lærer at "leve" livet, men samtidig har jeg en frygt som andre unge mennesker er foruden. Nemlig frygten for at miste det, jeg sætter allermest pris på: de mennesker der omgiver mig.
Når det nu er sagt er der også nogle forskellige senfølger, der har haft indflydelse på mit liv efter behandlingen.
Jeg bliver træt indimellem, det varer cirka en uges tid, og jeg kan ikke altid forklare hvorfor, jeg er bare træt. Det hjælper at arbejde, da det holder det nogenlunde i skak.
Jeg har også nogle problemer med smerter i min højre arm, som sjovt nok ikke har noget med lymferne at gøre, da de sad under den venstre. Muligvis er det fordi at jeg generelt bruger højre arm mere i min hverdag. Min teori går ud på at de celler der blev ødelagt under kemoen, ikke er kommet helt på højkant endnu. Lægerne mener at kroppen er restitueret omkring to år efter behandlingsforløbet, og jeg håber at dette er korrekt, så jeg kan se frem til en mindre smertefuld hverdag.
Også er der jo selvfølgelig overgangsalderen. Den er i fuld gang nu. Den startede lige efter min slutning med kemoen, og har nu stået på i snart to år, med hedeture, tørhed forneden og et par små depressioner. Da jeg ikke ville tage hormoner mod overgangsalderen, da det kan give forstørret risiko for brystkræft, har jeg lært at klæde mig, lag på lag, så varmen er til at komme af med, og tørheden, ja det kræver jo sin mand at kunne gøre et godt forarbejde, og der har jeg heldigvis været heldig :-).
Jeg prøvede nogle piller mod hedeturene, men da mit hjerte begyndte at galoppere afsted og jeg blev svimmel, blev de hurtigt lagt på hylden igen.
Overgangsalderen er ikke skæg, men den er absolut til at holde ud, og når det er sagt, er det jo en lise at være foruden de dumme bind hver eneste måned. Ikke sandt ? :-)
Og ja så er der jo de psykiske følger, hvilket har været det værste. Alle får et bestemt antal Psykolog timer og jeg kan kun anbefale at bruge dem, men vær sikker på at du får noget ud af timerne, vælg med omhu, og vælg en person der kan give dig noget at arbejde med og en du svinger med.
Jeg har valgt, her to år efter, at få vejledning af en psykolog igen, da det for mig var lettere at forholde mig til mit forløb nu. Det var simpelthen for hårdt at skulle tale om kræften, lige efter kemobehandlingen.
Jeg har været meget tæt på en skilsmisse, da min kræftsygdom også har påvirket min mand voldsomt. Vi har begge lagt låg på vores følelser under forløbet, på hver sin måde. Han ved at arbejde, og jeg fokuserede kun på at overleve. Disse forsvarsmekanismer levnede os begge meget lidt tid til de reele følelser, der først er kommet op til overfladen nu.
Havde det ikke været for min mands evne til at vende tingene med mig, og psykologens hjælp, havde jeg højst sansynligt stået alene med to små børn i dag.
Jeg vil ikke komme med en masse gode råd om hvordan I skal klare jer og jeres samliv i og efter kræften, for vi er alle forskellige, og alle har brug for nogle helt bestemte råd der passer til deres situation.
Men husk at snakke sammen og få orden på Jeres tanker, både for Jeres egen og jeres nærmeste skyld.
Afslutningen på denne historie vil være, at du skal passe godt på dig selv og dine nærmeste, for I er det hele værd.
De kærligste hilsner
Betina Steen (November 2009).
|
