|
Begyndelsen til enden.
Det hele begyndte en varm sommerdag, det var august måned og året var 2007. Jeg var lige begyndt hos postvæsenet. Endelig havde jeg fundet et job, med gode kolleger, motion og masser af frisk luft. Jeg havde været der i omkring fire måneder og havde det fint.
En af dagene begyndte jeg at få ondt under den venstre arm, jeg lagde ikke noget særligt i det, og efter et par dage med smerter, der blev værre og værre fik jeg en tid hos lægen.
Min læge virkede ikke som hun plejede, hun var meget mere energisk og "oppe og køre", da hun hørte om mine smerter.
Hun kunne identificere en knude og mente at det nok bare var en betændt byld. Samtidig spurgte hun ind til nattesved og feber. Men det eneste unormale, var en smule feber. Alt i alt ikke særligt alarmerende.
Et par dage efter måtte jeg stoppe midt i mit arbejde, jeg havde stærke smerter og bad en kollega om at gøre ruten færdig. Jeg blev nødt til at sygemelde mig, selvom jeg ikke var meget for det, og mødte op hos lægen igen. Denne gang var knuden vokset, og der blev bestilt tid til en biopsi, så vi kunne se hvad vi havde med at gøre.
I denne tid, gik jeg rundt med en pude under armen, for at tage de værste smerter. Jeg var i ok humør, og mente at jeg bare skulle have fjernet en betændt byld eller noget i den stil.
Nogle dage efter fik jeg foretaget en biopsi. De stikker nogle tynde pinde ind i armhulen og tager simpelthen en "prøve" med ud.
I al denne tid, havde jeg overhovedet ikke overvejet kræft, for det var jo ikke noget unge mennesker fik, vel ?.
Tilsidst oprandt dagen, hvor jeg skulle ind og have svar på min prøve. Jeg var alene, da jeg regnede med at alt var iorden, og jeg gik ind uden bange anelser.
Lægen kom og gav hånd, han var en ældre herre, og der var også en sygeplejerske til stede. Da jeg havde sat mig ned, smilede han, (ja han smilede !), og sagde at der var 95 % risiko for at det var kræft.
Jeg blev meget overrasket, ked af det og dybt såret. Jeg havde mest lyst til at sidde og tude, men det gør man jo ikke vel ?, så derfor prøvede jeg af al kraft at tøjle mine følelser, imens han sagde en masse andre ting, som jeg slet ikke opfattede.
Da jeg gik hjem derfra håbede jeg inderligt at han havde taget fejl, og at det bare var en anden almindelig sygdom, som de kunne kurere med det samme.
Jeg kunne slet ikke overskue at skulle dø fra mine to små børn, som var to og fire år. Eller at skulle sige farvel til min mand og resten af verden.
Så jeg holdt fast i håbet og satsede på at han jo nok tog fejl.
Også gik jeg ellers hjem og læste og læste og læste, alt om symptomer på kræft, for så kunne jeg måske påvise at det ikke var det.
Jeg gik først og fremmest ind på kræftens bekæmpelse på nettet, og fandt en oversigt over symptomerne, og her var det jo langt fra dem alle der passede ind. Herefter kiggede jeg en del på statistikker. Det skægge ved det her er, at man lige pludselig vil have tal på det hele. Jeg havde behov for at kunne styre noget i det her forløb, for sygdommen i sig selv var farlig og ikke mindst ukontrolabel.
Tallene viste, at det var meget sjældent at man i min alder fik kræft, og det klamrede jeg mig til.
Efter et par dage begyndte jeg at få feber, hver aften. Temperaturen røg op på 39 grader, og jeg begyndte at blive temmelig udmattet. Feberen kunne jeg ikke rigtig forklare for jeg havde ikke influenza eller noget lignende, men jeg tænkte ikke på det som et kræftsymptom.
Nogle dage efter skulle lymfen opereres ud, da de ikke kunne se, ud fra biopsien, hvilken sygdom det var.
Min mand fulgte mig derind og det var en følelsesladet dag, jeg havde svært ved at samle mig og fik hele tiden tårer i øjnene. Heldigvis tog Søren det pænt og støttede mig derinde.
Jeg har aldrig været bange for læger eller det de laver. På det punkt er jeg fuldstændig autoritetstro, hvilket jo er meget heldigt i denne situation.
Jeg blev gjort klar, fik et flot kryds under den ene arm og så sov jeg nok så dejligt. Det er faktisk ok at blive bedøvet, det er lidt ligesom at falde i søvn.
Da jeg vågnede var jeg lidt øm i halsen, men havde det ellers fint. Jeg fik ilt igennem en lille slange, som jeg sidenhen har lært at værdsætte.
Der var en sygeplejerske i rummet, der var rigtig sød. Så alt i alt, var det en god oplevelse. Jeg fik et plaster på og blev hentet af Søren lidt senere.
Feberen forsvandt selvfølgelig efter operationen, men det tænkte jeg ikke så meget over, jeg greb efter halmstrå og det der ikke var værd at gribe efter, ignorerede jeg.
Knuden de fik ud var temmelig stor. På et par uger var den vokset fra 2 x 4 cm til omkring 12 x 9 cm.
Nu var det jo meningen at prøven skulle analyseres og jeg forventede et svar i løbet af ca. 10 - 14 dage, for det var det normale interval i dette forløb.
Men der skulle gå 21 dage før jeg blev kaldt ind på Herlev hospital.
Ventetiden var forfærdelig, jeg var jo sygemeldt og kunne ikke lave ret meget andet end at gå og tænke.
De tanker der går rundt i hovedet er, "tænk nu hvis det ikke er kræft og hvad skal jeg dog gøre hvis det er kræft !!!". Tankerne er ikke logiske og man går hele tiden og håber og frygter det værste.
Jeg ringede ind til min egen læge omkring fem gange for at følge op på, hvad hun havde hørt, og tilsidst fik jeg hende til at undersøge hvorfor det tog så lang tid.
Jeg var simpelthen ved at blive sindsyg af at gå og ikke kende min skæbne. Jeg ville langt hellere vide at jeg havde kræft, end gå i uvidenhed, for så kan man ikke forberede sig på det der kommer.
Det viste sig at de ikke kunne identificere min sygdom ude på Hillerød, ("så er det jo nok ikke kræft, jubiii"),og derfor blev den sendt videre til Herlev. Jeg fik i den periode en masse forskellige formodninger og svar, så jeg tilsidst var helt rundtosset og ikke viste hvad jeg skulle tro og ikke tro.
Da de endelig ringede og sagde at jeg kunne komme til samtale, var jeg både lettet og bange. Nu kom dagen som jeg havde længtes efter og frygtet mere end noget andet i mit liv.
|
