|
Forord
Hej jeg hedder Betina og jeg har haft lymfekræft.
Sådan må det lyde hvis man er medlem af en selvhjælpsgruppe. Ikke at jeg har prøvet det. Grunden til det, er nok mest, at jeg ikke kan holde ud at høre mere om kræft.
Jeg er 34 år gammel, har en dejlig mand og to skønne piger på to og fire år. Jeg regnede med at skulle se børnene vokse op, få nogle søde børnebørn og nyde min alderdom som en gammel kone, med masser af rynker og vid at dele ud af.
Det var sådan jeg havde set mit liv forme sig, men det er dog ikke det billede der er i mit hovede nu, kun et år efter dommen.
Jeg har en del smerter i mine ben idag, og min mund er tør og klæbrig. Jeg har også ondt andre steder, som armene eller maven, hvilket gør mig lidt urolig da en af mine kræft lymfer sad i nærheden af maven.
Det er ca. Fire måneder siden jeg fik min knoglemarvstransplantation og BEAM behandling, hvilket var den sidste behandling efter seks andre, så jeg kan vel bare være glad for at jeg ikke har det værre.
Faktisk startede jeg på arbejdet to en halv måned efter min sidste behandling, da jeg synes at jeg var frisk nok. Dette fik jeg en masse ros for men også en del ”er det ikke lidt tidligt”, hvilket jeg må sande her bagefter at, ”jo, det var det nok”.
Jeg startede med at sortere post op klokken halv seks om morgenen, og kørte så med ud med pakker indtil klokken tolv. Det var lidt hårdt for ryggen, så jeg gik over til at cykle ud med post, og det varede da også et par uger, før jeg blev nødt til at sygemelde mig på grund af smerter i benene.
Og nu sidder jeg altså her med computeren og føler mig lidt flov over min egen utålmodighed.
Jeg kan ikke fordrage folk der har ondt af sig selv, jeg synes at det er spild af tid og især spild af tid, for dem der skal lægge øre til det.
I det sidste års tid har jeg fortalt mine venner og familie om hvordan jeg har haft det, men det har hele tiden været med en tanke om, at jeg ikke skulle have for ondt af mig selv.
Da jeg var lille, så jeg en film om en dreng der holdt sorgen væk, ved at tænke på dem der havde det dårligere end han selv. Hans metode har jeg holdt fast i. Det hele gør ikke helt så ondt, når man kan have ondt af andre.
Jeg tror at det er det, der har holdt mig i live igennem svære stunder, denne bagatalisering af ens egen situation, og så en ukuelig livsvilje.
Jeg prøver også at se det positive i min situation, prøver at vende et problem til en opgave og det dårlige til noget godt, ligegyldigt hvor slemt det kan være.
Nu må man jo sige at kræft er slemt. Det er en dødstrussel der hænger over hovedet på en, og den forsvinder ikke bare fordi, at man har bekæmpet de knuder der sad i kroppen.
Frygten lurer hele tiden i baghovedet, og det er svært at lægge planer, da jeg ikke er sikker på at jeg vil være i live, når de skal udføres.
Jeg har et ønske om at leve hver dag fuldt ud, at suge livet til mig og være nærværende, et ønske om at få det hele med, men helst uden min frygt for at blive syg igen.
Spørgsmålet er så, hvordan gør man det ??....
Jeg ved ikke om jeg kan finde svaret, men jeg vil fortælle min historie, og måske dukker svaret op.
Nu vil jeg krydse fingre for mig selv og begynde min historie om ”Betina og kræften”.
Jeg håber at I vil få ligeså meget ud af denne fortælling som jeg.
|
